Indledning


Hvor Fensmark hæver sit Kirketelt med den røde Top imod Sky,
og smiler over til Gisselfeld og til Vester-Egede By

Med disse lyriske vendinger starter digteren Christian Winther sit digt 'En Ven' fra 1840, og det giver en antydning om, hvor man skal lede efter Vester Egede.

Mere præcist er landsbyen Vester Egede geografisk beliggende i Sydsjælland ved landevej nr. 54 - ca. 14 km øst for Næstved, 6 km syd for Haslev og 11 km vest for Fakse.

Landsbyens geografiske beliggenhed

Administrativt var Vester Egede sogn lig med Vester Egede kommune indtil 1962, hvor sognet blev en del af den dengang nydannede Rønnede kommune i Præstø amt (senere Storstrøms amt) - I dag er sognet en del af Faxe kommune i Region Sjælland.

Matrikulært er Vester Egede sogn er opdelt i 2 såkaldte ejerlav - nemlig Vester Egede by og Rønnede by.

Optegnelserne her omfatter primært ejerlavet Vester Egede by.

Historisk har Vester Egede i århundreder haft en tæt tilknytning til Gisselfeld Gods, der har ejet (og stadig ejer) stort set alle gårde og mange huse i landsbyen.

I perioder har byen haft en vis betydning i lokalområdet med bl.a. birkedommersæde og tingsted for Gisselfeld Birk.

Omkring år 1800 (folketælling 1801) boede der 76 familier med 308 personer i Vester Egede. Op igennem 1800-tallet var der en stærk stigning i folketallet, kulminerende ved folketællingen i 1870, hvor der boede 507 personer (110 husstande) i Vester Egede.
Ved folketællingen i 1925 var folketallet igen faldet betydeligt, nemlig til 288 personer fordelt på 72 familier.

I min barndom - dvs. i 1950-erne - var der sikkert færre indbyggere (tallet har jeg ikke), men der var stadig 1 kirke, 1 hovedskole, 1 forskole, 3 købmænd, 1 smed, 1 jordemoder og 1 'posthus' i byen.

I DAG ER KUN KIRKEN TILBAGE!


Kommentarer og fejlrettelser bedes sendt til
vagnmc@gmail.com

 

gixmo.dk

Denne side er redigeret d.  25. juni 2021