Gamle historier fra Vester Egede

I værket 'Vester Egede sogn i Gamle Dage' -se kildelisten - kan man finde en del små historier, der kan være med til at give en forestilling om forholdene for bønder og andet godtfolk i Vester Egede i 1600- og 1700-tallet.
Kilder til historierne har især været kirkebøger og justitsprotokoller fra området.
Følgende historier/emner omtales herunder:

'Stakkels Mette' - En drukneulykke - Et mærkeligt bryllup - En ildebrand
Ulovlig skovhugst - En mishandlet bonde - Ulovlig omgang med brændevin
Krohold i V. Egede - Ulovlig handel med tobak - En ægtepagt


Kort situationsbeskrivelse

1600-tallet var et uroligt århundrede med de mange 'svenske-krige', enevældens indførelse mm. Landbefolkningen var fattig bl.a. på grund af ekstraskatter til krigsførelsen.
Trods Danmarks deltagelse i 'Den store Nordiske krig' i starten af 1700-tallet, var dette et mere fredeligt århundrede.

På landet var 'Birkeretten' de lovregler, man skulle rette sig efter (ud over kirkens regler).
Birkeretten blev i 1683 afløst af Christian V's 'Danske Lov'.

Håndhævelsen af lovene var lagt ud til herremændene (her Gisselfeld), som ansatte og aflønnede birkefogeder/birkedommere. Disse var både politimyndighed og dommere.

Bønderne var fæstebønder med pligt til at udføre hoveri-arbejde for herremanden.

Den smule undervisning børnene fik, stod kirken (degnen) for, hvor det vigtigste var katekismus og salmer. Stort set ingen kunne læse eller skrive.
Med forordningen om 'almueskoler på landet' af 1739, gik det dog langsomt fremad.
Tiden var også præget af flere epidemier og kvægsygdomme.


Stakkels Mette - Om 'Kirkens Disciplin'

Denne historie handler om en ung tjenestepige, som i 1641 var blevet forført af sønnen på gården, hvor hun tjente. Det fik følger, og hun blev nu anklaget for denne handling.
Her gengivet ordret efter beskrivelsen i 'Vester Egede sogn i Gamle Dage':

'Vi ser, at ligesom godsejeren, den verdslige øvrighed, og den 'Høje Øvrighed', lensmanden, havde hals- og håndsret, Birkeret over almuen i sognet, således havde kirken, præsten, et fast tag i de enkelte menighedsmedlemmer:

En torsdag i september 1641 var Herredstinget som sædvanlig om torsdagen i arbejde i Herlufmagle. Der var en mængde mennesker forsamlet i og uden for det lille tinghus.
Mange sager om gæld og slagsmål var afgjort - kun en lille sag var tilbage.

Den drejede sig om den sølle unge pige, der stod derude og ventede.

Hun blev indkaldt af de 2 kaldsmænd, der nu med løftede 'oprakte' fingre efter loven vidnede, at de for 8 dage siden havde stævnet for retten 'dette kvindemenneske Mette af Vester Egede'.
Hun græd højt og ubehersket, så rettens embedsmænd, herredsfogeden og tingskriveren med hårde ord måtte tysse på hende.

De fik konstateret, at hun tjente Hans Pedersen i Vester Egede og ved sønnen på gården havde bekommet et barn, og nu 'var hun stævnet saggivelse at modtage, bevisligheder at påhøre og dom at lide'.

Der blev for retten fremlagt en attest fra sognepræsten, Hr. Hans Jensen Colding, hvori han meddelte, at han havde haft Mette for sig og fået hendes tilståelse.

Mette græd ikke mere, men hørte måbende og uforstående på de underlige, juridiske udtryk, som disse barske mænd udvekslede om hende. - Hun vidste, at der var ingen mildhed at vente her, når selv præsten derhjemme, der om søndagen havde prædiket om synderinder, som Jesus frelste af anklagernes vold ved at sige: 'Den af eder, der ved sig syndefri, kaste den første sten', når selv han havde været så hård og dømmende.

Nu fulgte der skarpe spørgsmål om, hvad faderen hed og om, hvor hun nu var.
Jo, hun var da i tjeneste på en gård i Vester Egede, og sønnen på gården havde rent slået hånden af hende.

Med brudt stemme bad hun de hårde dommere skåne hende - hun 'bad om nåden og ikke om retten'.

Men herredsfogeden påstod, at bemeldte Mette skulle være tilfunden at betale sine lejermåls bøder efter loven og denne sags omkostning, og indlod nu sagen under dom.

Dommen blev hurtigt afsagt, der var jo intet at betænke sig på: 'Oluf Hanssøn og Mette Jensdatter blev herved pligtig kendte ifølge lovens 6. bog, 13. kapitel, at betale lejermålsbøde med 12 lod sølv, som beregnes til 6 rigsdaler'. - Så skulle hun 'stande åbenbare skrifte', og de skulle betale sagens omkostninger og det inden 15 dage under lovens tvang.

Atter græd Mette højt over sin forfærdelige skæbne, hun tiggede og bad igen om nåde, men nu var alt jo afgjort, man fik hende lempet ud, og rettens embedsmænd og de 8 bisiddere, 'stokkemændene', rejste sig lettede, nu da dagens lange byrde var lagt til side, og alle lo over herredsfogedens vittigheder om pigens komiske tuden.

Da Mette kom ud på vejen, var tingfolkene spredt til alle sider - hun kunne gå uden at blive tiltalt af nogen. Hun kunne græde, så meget hun ville, og det gjorde hun - det lettede så godt.
O Herregud, hvor var det ondt alt sammen lige fra den stund, da hun opdagede sin tilstand, og da Oluf forlod hende, og da madmoderen så, hvordan det var fat med hende, og da hun så fik den lille - og hvor frygteligt var det ikke, da Hr. Hans havde haft hende for sig i sit studerekammer og fået pillet tilståelsen ud af hende.
Og nu det her i dag! - Hvor koldt og hårdt de dog havde set på hende.
Hvorledes skulle hun komme over skriftehistorien i kirken? - Og hvorledes ville hun ikke komme til at trælle for sin husbond, da han skulle lægge bøderne ud for hende, og hun i år og dag måtte arbejde uden løn?

Den lange vej hjem over Holmegård tænkte hun hele tiden på dette, og hun græd hele tiden.

Om søndagen var den gamle kirke i Vester Egede ualmindeligt godt besøgt.

Der skulle før altergang foregå et spændende skuespil, som Præsten sidste prædikedag havde indvarslet til, idet han bad om, at så mange som muligt vil komme til stede:
Hun, den unge tøs hos Hans Pedersen skulle stå 'åbenbare skrifte', og det var nok værd at se og høre.

Gudstjenesten gik sin gang med sang og prædiken - ualmindelig længe talte han dog i dag, Hr. Hans Colding. Han rystede i stemmen, når han udpenslede alle menneskenes synder og Guds frygtelige hævn og vrede.

Alle de unge piger sad og tænkte på synderinden, der sad der oppe i koret for sig selv og holdt hænderne for ansigtet. - Det var rart at vide, at man ikke var i hendes sted!
Alle i kirken vidste, hvad der nu ville ske - Den scene havde de jo så ofte overværet, men dog var det noget uden for det almindelige, og pirrende og spændende var det jo at tænke på, om hun som barnefader ville nævne Oluf eller Erik Væver, for begge havde man i sognet mistænkt som hendes medskyldige.

Endelig gik præsten hen til hende, tog hende ved hånden og førte hende hen i kordøren.
De bageste i kirken rejste sig op for bedre at ses, og de, der sad bag andre, stillede sig ud på kirkegulvet.

Der var ganske stille i kirken, da Hr. Hans nu befalede Mette at knæle ned midt i kordøren. Hen ved hendes side trådte degnen i sine sorte klæder og begyndte med en høj, brægende Stemme at synge salmen 'Beklager af al min sinde'.

Da Christoffer Degn havde sunget til ende og var trådt til side, gik Hr. Hans hen til hende og talte ud mod menigheden. - Længe dvælede han ved den begangne synds vederstyggelighed, og indprentede alle, hvor grovelig denne pige, Mette Jensdatter, dermed havde forsét sig både imod Gud og imod alle guds børn, og vendt imod hende tog han fat på med mange gammeltestamentlige ord og vendinger at formane hende til en sand og alvorlig omvendelse og endte således:
'Så tilspørger jeg dig, Mette Jensdatter, på Guds vegne, om du ikke her for Gud og denne hans christne menighed alvorligen bekende, at du foruden dine andre mange synder endog særdeles med denne din hors-synd haver højligen fortørnet din himmelske fader og forarget dine jævn-christne og din næste og allermest denne guds menighed, som du har været et lem udi?

Mette vidste ikke, at hun højt skulle svare Ja, men gjorde det endelig, efter at præsten havde hvisket med hende.

Og præsten gik videre: 'Jeg spørger dig så, om du af hjertet fortryder denne grove forseelse, hvorved du haver fortjent guds vrede med timelig og evig straf?'
Denne gang svarede Mette, så de nærmeste kunne høre det: Ja!

'Tror du stadig, at Gud formedelst sin eneste og uskyldige søns Jesu Christi dyre værds skyld og fortjeneste vil være dig nådig og ikke tilregne dig denne synd?
Her svarede Mette højt og tydeligt Ja.

'Og har du' fortsatte Hr. Hans, 'det gudelige og alvorlige forsæt, at du herefter ved guds nåde vil sky og fly al sådan og anden modvillig overtrædelse og beflitte dig på et bedre og skikkeligere levned efter denne dag?'
Mette svarede bestemt Ja.

'Og længes du hjertelig efter at annammes til denne guds menigheds samkvem, som du ved din grove synd og forargelse selv har skilt dig fra, og er det så, at du nu med andre guds børn attrår og begærer at blive delagtig i Jesu Christi helligste legeme og blod i sakramentet?'
Også dertil svarede Mette et hørligt Ja.

'Sig os da, hvem du i dit horeri og letfærdighed udlægger som fader til barnet, du har født?'.
Men da skjulte Mette sit ansigt i sine hænder, hovedet sank ned mod hendes bøjede knæ - som en bylt lå den knælende pige der, mens en fortvivlet hulken rystede hende - og hun svarede ikke.
Præsten klappede hende på skulderen og sagde: 'Du er skyldig sandfærdeligen at navngive ham'.

Alle i kirken stirrede på hende og lyttede spændt. - I hele det menneskefyldte rum lød kun gråden fra denne lille usle bylt, klæder og hår, som havde løst sig op og lå ned over hende.
'Du skal sige det, Mette, du skal', gentog Præsten. Han følte sig krænket i sin ære - Skulle han her være hendes nar og ikke have magt til at fremtvinge hendes bekendelse?
I sin iver ruskede han i hende - Ingen følte medlidenhed med Mette, kun en let ærgrelse over, at hun sådan trak spændingen for langt ud.

Og endelig kom navnet, men sagte hvisket frem: 'Det er Ole'.
'Højere' råbte Præsten - 'Højere'. - Og atter ruskede han hende.
Og midt i sin høje gråd råbte hun med en stemme, ingen kendte: 'Det er Ole!'

Præsten slap hende og sagde, mens hans stemme endnu skælvede af ophidselse:
'Rejs dig og vend dig om mod menigheden og afbed den forargelse, som du med denne din synd har givet dem'.
Hun rejste sig, hun græd bestandig og vaklede, så Hr. Hans måtte støtte hende.
Han sagde så de ord, som hun skulle gentage højt ud til alle de hårde, skadefro mennesker dernede:
'Jeg beder - at I guds børn - vil forlade mig denne min begangne forseelse, og ikke støde eder fra mig, eller tage forargelse af mig mere'.

Præsten befalede hende at knæle for ham, og han bad da for hende og formanede med Paulo alvorligen, hver og en i kirken, som tyktes, at han stod, at han så sig vel for, at han ikke skulle falde, og nu lagde han sine hænder på hende og sagde:
'Så afl��ser jeg dig i navnet Gud Fader, Guds Søn og Guds den Hellige Ånd, Amen - Gå nu bort i fred og synd ikke mere'.

Den nu stille grædende pige gik da hen til knæfaldet for alteret og lagde sig på skammelen. De andre kom tøvende til guds bord og lod et godt stykke stå åbent mellem sig og Mette.

Efter altergangen stod Christoffer Degn frem og sang et vers af salmen 'Af dybsens nød', nemlig dette: 'Dog synden hos os er mangefold'.
Ingen talte med Mette, ingen gik med hende, da menigheden forlod Vester Egede kirke.

Således som her er forsøgt at fremstille, foregik denne 'Kirkens Disciplin' - Man skulle synes, at den, som én gang havde overværet denne scene, ville have vanskeligt ved at indlade sig på letsindigheder, men det var lang fra tilfældet.
Der var år, hvor 'uægte børns' andel udgjorde 25-30 % af fødslerne.

Sidetop


En drukneulykke

Den 27. juli 1692 blev Jacob Hansen og hans hustru Elne Olufsdatter forhørt i præstens og kirkeværgernes overværelse angående det barn, som var dem overleveret af moderen, Kirsten Olufsdatter, da tjenende til Jacob Andersen i Vester Egede, at de lige som forældre skulle føde det op på hendes vegne, men dog druknede i Mogens Laursens møddingpøl her i byen.

Da de blev tilspurgt, om det barn var dem således overleveret, svarede de Ja, men de havde end intet fået for det, som de havde kostet på det.
Da de ydermere blev adspurgt, om barnet ikke tvende gange af Jacobs hustru var taget fra pølen, svarede hun Ja.
Da de blev tilspurgt, om de da havde straffet det tilforn for dets gang til pølen, svarede de Nej.
Da de blev tilspurgt, om de spurgte efter barnet at tage det sig an, da moderen til barnet var gået fra det, tav de stille og ligesom samtykkede med Nej.

De skulle så nu gennemgå 'Kirkens Disciplin'.

Sagen blev forelagt provsten, som resolverede:
'Jacob Hansen og hans hustru Elne blev examineret om dette barn, som blev druknet i Mogens Laursens møddingpøl, da det var i deres varetægt.
Det var provstens resolution, at de en del for deres alderdoms skyld, en del for godtfolks mellemkomsts skyld, en del for moderens egen skyld, som bad for dem, måtte for være forskåner for disciplinen'.

Sidetop


Et mærkeligt bryllup

I 1706 blev mølleren Mads Christensens datter gift i Vester Egede kirke.

Det har sikkert vakt nogen opsigt i det lille landsbysamfund.
At dømme efter sognepræst Jens Frederik Hofmann's indførsel i kirkebogen, har præsten tilsyneladende både været lidt imponeret og lidt misfornøjet:

'Her var megen stads med en bartskærersvend, navnlig Jacob Jørgensen, halvbroder til Claus Jørgensen, som nu er forvalter eller ridefoged ved Gisselfeld, og med en møllerdatter, Kirsten Madsdatter, som er Mads Christensens datter i Nedre Brødebæks Mølle her i Vester Egede sogn.

Han blev ledet ind af Hr. Bertel May, præst i Vallensved, og Claus Jørgensen, hun selv gik imellem Mag. Hans Olsen og Mads Christensen, hendes fader.

De havde gjort smukt rent på gaden fra Christen Rasmussens gård til Kirsten Klokkers, hvor de stod af vognene og gik ind i kirken, ligesom der ikke havde ikke været folk i byen, uden at de kunne have taget ind i en gård og gået derudfra til kirken.

Hans stol på mandfolkesiden, den øverste, var klædt med blåt taft med blå, omhængende, lange frynser. - Hendes stol var og med blåt udi, det var den øverste stol på kvindesiden. - Prædikestolen var omklædt overalt med et rødbrunt sengedækken, som var med guld i bunden, men ellers med blomster som andet crepe. Omkring randen, der som præsten lægger hånden på, var blå frynser. Omkring fra kapellanens stol og midt omkring alteret og hen i sognepræstens stol var frynser, ligesom ved rammen og alterskranken.
Degnestolen var overhængt med et østindisk kattuns dække.

Hold op igen med slig stads!

De havde kongebrev at lade dem vie efter uden trolovelse og lysning.
Sognepræsten har viet dem, men kapellanen, Hr. Jacob Nørring, haver prædiket.
Der var også messe både før og efter prædiken.

Brudepigerne stod bag bruden alene, men alle vegne sad de, som var budne til bryllupsgilde. - Han gik i stol, da han kom i kirken, men hun ikke, thi han gik ud at stå hos hende, den tid hun kom.'

Sidetop


En ildebrand

Den 18. december 1706 brændte en gård og 2 huse i Vester Egede.
Ilden var opstået ved uagtsomhed i Christen Larsens hus. - Sagen kom for retten i januar 1707:

Anders Knudsen af Vester Egede gav vemodigt til kende den store, ulykkelige ildebrand, som er overgået ham, idet hans gård i Vester Egede forleden lørdag den 18. december 1706 med korn og foder samt indehavende gods blev ganske opbrændt og lagt i aske, hvorfor han med hustru og børn er husvild og geråden i armod.

Jens Andersen i Vester Egede vidnede: 'Ilden optændtes om morgenen i det hus, som Christen Larsen beboede, hvorved Anders Knudsens gård, som lå derhos, blev antændt og i det farlige guds vejr blev omspændt med ild, så ingen mennesker kunne styre ilden, og derefter afbrændte ganske gårdens 4 længer med alt - såvel som Christen Larsens hus og Knud Hansens hus'.

Christen Larsens kone, Johanne, blev stævnet angående den ulykkelige ildebrand, som ved hendes uagtsomhed var overgået hendes hus samt Anders Knudsens gård og Knud Hansens hus i Vester Egede.
Hun kunne ikke nægte, at hun havde lagt noget lintøj på kakkelovnen, og da hun derefter gik et ærinde i byen, gik der ild i lintøjet, hvorfra ilden i huset måtte være antændt.
Da hun kom hjem, var der gået ild i loftet over kakkelovnen, som hun ikke kunne slukke.
Hun håbede, at det høje herskab ville være nådig og ikke streng mod hende.

Præsten skrev en attest om branden - Hæderlig og vellærd mand, Hr. Jens Frederik Hofmann, sognepræst til Vester og Øser Egede sogne, hans attest af 11. januar angående den ulykkelige ildebrand, som overgik Anders Knudsens gård den 18. december 1706:
'Eftersom en ulykkelig ildebrand, som den 18. december 1706 ved klokken 10 slet om formiddagen afbrænde en gård her i Vester Egede, som Anders Knudsen da boede i, hvor ikke alene en del indehavende gods blev opbrændt, men endog at alt foder og hø og korn, som var indhøstet blev lagt i aske tillige med hele gårdens bygning, da kan jeg ej andet end rekommandere samme min sognemand størst til det høje herskab, at man for hans forrige flittigheds skyld vil komme ham til hjælp, at han kunne få sin gård opbygget igen, dernæst til alle fromme og retsindige kristne at ville komme ham til hjælp med noget, som han herefterdags kunne have at leve af, til det han kunne nå sit mål igen. Slig godhed mod denne stakkels mand, som måtte miste alt Vor Herre havde givet ham, vil den gode gud rigelig belønne'.

Dommen over den ufrivillige brandstiftelse lød:
'Efter sagens beskaffenhed ses ikke den indstævnede Johanne Christen Larsens at kunne frikendes, men bør lide efter loven og erstatte denne ildsvåde, om hun er af de midler.
Hvis ikke, bør hun være udi fængsel og arbejde, hvor Hs. Kongelige Majestæt allernådigst befaler'.

Sidetop


Ulovlig skovhugst

Der er adskillige retssager om 'ulovlig skovhugst' i herremandens skove.
Her nævnes nogle få eksempler.

I 1707 var både kapellanen, Jacob Nørring, og sognepræsten, Hr. Hofmann, anklaget for ulovlig skovhugst.

'Den 6. april var Hr. Jacob Tørrings tjenestekarl, Anders Nielsen, stævnet for Gisselfeld Birketing.

Christen Bollesen, skytte i Vester Egede, berettede, at han den 26. marts var ude på Skovlundsmark. Da så han, at karlen havde nedhugget 4 grene brændeved af en bøg, som stod straks ved Hr. Jacobs udvisning ved hans skovpart, og han spurgte da karlen, om Hr. Jacob havde befalet ham at køre ud og hugge sligt, som ej var hans husbonds udvisning.
Karlen svarede ham hverken Ja eller Nej.

Så tog skytten Anders Nielsen tillige med hestene og vogn samt grenene og førte det til ridefogedens gård. Alt som lå på vognen, blev vurderet til 12 skilling, heste og vogn til 10 Rdl., som var det højeste, det kunne være værd.

Karlen var ikke mødt, derimod kapellanen - Han undskyldte karlen med, at han havde taget fejl af træerne, men han skulle nok skaffe ham til tinget.
Da der ikke siden nævnes noget om sagen, er den nok endt med et forlig

Den 24. maj samme år blev det selveste sognepræstens tur til at blive at stævnet for overtrædelse af skovloven.

'Hæderlig og velærværdige mand, Hr. Jens Frederik Hofman har understået sig og fra roden ladet omhugge to i Toftlund Mark voksende bøge imellem begge møllerne.

Husmændene Per Hansen og Casper Jensen i Vester Egede havde fældet træerne og ført brændet hjem til præstens gård.
Der var intet stempel på det første træ, den anden bøg stod på Eskholt ved Hjulebæk udi Vester Egede Lillemark.

Christen Bollesen, skytte i Vester Egede, påstod, at der var udvalgt for præsten en anden bøg, som var fuldkommen større.
Da præsten fik den udvist, sagde han: 'Det som står på mit eget, kan jeg tage straks, når jeg vil', og sagde derpå til Peder Hansen 'Hug stemplet af'.
Peder Hansen meddelte, at sådan havde præsten sagt, men han ville ikke gøre det.

Nu blev der ført mange vidner på, at sognepræsten fra gammel tid havde haft skov der.
Lars Hansen Hvid af Vester Egede sagde: 'Der ligger et skovskifte i Vester Egede Overdrev, det ligger til Vester Egede præstegård, det kaldes Præsteskoven og ligger ved en sø, som kaldes Hr. Jens's Sø, og i Vester Egede marker har præsten agre og eng og moser, og der er skov på. Så længe han kan mindes, i en 30 år, har det ligget til Præstemarken, og præsterne kunne hugge der til deres fornødenhed. Hr. Jens Hofman har på bedste måde fredet skoven, han har endog købt brænde for at spare den.
I vinter har han plantet 300 unge bøge, ude på Overdrevet i præstegårdens skov.
Præsten har 13 små-enge i Kloe-Mosen, som hedder Sørling-Engen, Råside, Stavnhøj, Hundsbjerg, Eskholt, Bæk-engen, Vand-engen, Skal-engen, Esk-engen, de 2 Gedsk-enge og Hestehave-engen.
På hver af de større enge kan avles 2 bønderlæs hø.
Søen 'Hr. Jens's Sø' tilhørte altid før præsten, før forrige herskab, Kammerherre Knuth, bemægtigede sig samme sø og lod derfor gøre en dæmning, som dette nuværende herskab tilholder sig. Før dæmningen blev gjort, stod der godt med elle, som præsterne kunne bringe til deres gærdsel, men da dæmningen kom, blev ellene fordærvet af vandet.

Peder Pedersen, som er søn af sal. Hr. Peder Andersen, forrige sognepræst i Vester Egede, mindedes, at når hans fader, præsten, trængte til brænde, satte han sig på sin vogn, tog sine karle med sig og da selv udviste, hvilket træ han havde fornøden.

Alle disse vidnesbyrd har vel omstemt herskabet. - I hvert fald standses sagen hermed uden dom.

I 1783 var flere gårdmænd i Vester Egede på anklagebænken:

Gårdmand Ole Hansen, skulle i skovparten 'Skovhoved' have hugget 3 risbøge.
Herskabet forlangte, at han skulle bøde i penge eller i mangel deraf deltage uden løn i skoveri.
Det sidste fandt Ole Hansen - som bonde - utåleligt.
Han dømtes derfor til at betale en bøde på 30 Rdl. plus 1 Rdl. i omkostninger - eller at sidde på 'Vand og Brød' i 8 dage.

Gårdmand lars Pedersen havde hugget 1 risbøg, og hans bøde blev da kun på 10 Rdl. og 10 Mk. - Kunne han ikke betale, skulle han bære 'Den Spanske Kappe' til spot og spe for sine bysbørn.

Christoffer Andersen, Peder Hansen, Jens Henriksen, Jørgen Jonassen og Lars Nielsen blev idømt bøder fra 10 til 20 Rdl.

Sidetop


En mishandlet bonde

Der er adskillige eksempler på sager om overgreb og vold mod bønderne.
Fra 1714 bringes denne udførlige omtale:

'Vester Egede bymænd stævnede ladefogeden på Gisselfeld, Rasmus Rasmussen, angående grov handel og medfart, hug og slag, som imod den afdøde Lauritz Jørgensen er fordret, da han var til hove, hvorefter den afdøde Lauritz Jørgensen straks derpå er bleven svag og nogle dage derefter bortdøde'.

Enken vidnede, at hendes mand, da han om aftenen kl. 9 kom hjem, klagede over, at han var trællebåren og ikke kunne røre sig for den overlast med hug og slag af Rasmus Rasmussen, som var fordret uden føje eller ringeste anledning. Han måtte gå til sengs og blev liggende, og på syvende dag døde han, og udi sin sidste dødsstund, men med sund fornuft, gav han last og klage, at ingen anden var hans banemand og årsag til hans død end Rasmus Rasmussen.
Hendes salig mand var frisk og sund, førend denne ulykkelige hændelse skete.
Hun indstillede sin sag til Gud og retten, som vel skønnede, hvad ret er, at uskyldigt blod kan blive straffet.

Jens Birch af Rønnede vidnede: Han var den dag til hove, og da kom ladefogeden Rasmus Rasmussen til ham og overvældede ham med hug og slag og sagde til ham: 'Disse hug skal du have, fordi du haver fyldt dig med øl og brændevin på kroen og ikke kom til hove, som du var tilsagt at pløje' - hvortil vidnet svarede: 'Ladefoged, jeg har ikke fyldt mig, og I slår mig med urette. Jeg var i forhindring og kunne ikke komme, formedelst jeg med andre bar et lig til jorden'.
Men denne undskyldning ville ladefogeden ikke tage imod.
Jens Birch stod stille og bad ham slå, mens han ville. - Ladefogeden undså sig da ikke, men blev fremturende udi sin onde mishandling og slog Jens med sin stok og spanskrør, som neden til var tyk med en jernring og pig i forneden, og da ladefogeden Rasmus Rasmussen var ked af at slå vidnet, stødte han ham med stokken for brystet i den mening, at han skulle have faldet til jorden, og da Jens Birch således var medhandlet, begav han sig til sin bygmark, og der sammesteds var den afdøde Lauritz Jørgensen i Rønnede for et forrette sit skyldige hoveri.
Da kom ladefogeden til den salige mand, imens han ville drive sine bæster, førend han kom til jorden, han skulle pløje, og da overfaldt ladefogeden Lauritz Jørgensen med hug og mange slag af samme stok, og han forfulgte ham med sådanne slag, så han styrtede til jorden.
Lauritz Jørgensen bad for sig, da han således var falden og sagde: 'Kære Farlille, slå mig ikke således!'
Men Ladefogeden ville ikke agte hans klage, men blev ved og forfulgte ham med hug og slag..
Derefter pløjede Lauritz Jørgensen nogle omgange, men beklagede sig for vidnet, at formedelst de mange hug, han var overvældet med, kunne han ikke dyrke sin jord eller pløje, men lå på jorden af samme slag og begærede af Jens Birch, at hans dreng måtte holde på ploven for ham. - Det kunne Jens ikke tillade, så den afdødes stifdatter måtte holde på ploven for ham, og salig Lauritz Jørgensen kørte hestene med stor ve og smerte, og han sagde: 'Nu pløjer jeg aldrig mere her eller nogen sinde mig til bedste', lagde sig så på jorden til om aftenen, han kørte hjem, og kom så Jens til ham om morgenen, da var han syg og sengeliggendes af de slag og den hårde medfart, Rasmus Ladefoged havde tilføjet ham, og han kom ikke fra sengen, men stedse derved forblev og sagde: ' Ingen anden er årsag til min død end Rasmus Ladefoged, såsom han er min banemand.
Ingen anden ladefoged her i landet (Sjælland) bruger spanskrør med jern i enden, i den tykke ende og pig end som denne til at straffe bønder med, men det har hidtil været brugeligt her, at når nogen forså sig, blev de straffet med 'Krabask', og ingen sådan hårdhed brugt som af denne person.

Det næste vidne forklarede ord til andet det samme.

Ladefogedens fuldmægtig svarede (selvfølgelig), at det aldrig forholder sig eller er passeret, som de 5 vidner har forklaret.

Nu forhørtes 2 synsmænd, en kirurg Sieur Jacob Jørgensen, boende i Nedre Brødebæks Mølle, og Ole Lauritsen, boende i Rønnede:
'Da vi kom for at syne ham på hans bare legeme, fandtes der aldeles intet på ham, hvorhen blåt, blodigt, gult eller grønt, så det ikke kunne ses, at han deraf havde fået sin bane, og ikke han ømmede sig nogensteds uden alene på eet sted midt på hans ryg, lidet neden for hans skulder. Der fandtes heller intet sår i hovedet'.
Forsvaret for ladefogeden gik ud på at bevise, at Lauritz Jørgensen havde været svag i forvejen.

En mand fra Rønnede, Lauritz Børresen, fortalte, 'at de var sammen i et sørgehus, hvor konen var død, og drak 'Ære-Øl'. Der sagde han til Lauritz Jørgensen: 'Skal vi ikke tage til hove i morgen og pløje vores hovjord? - Da svarede Lauritz Jørgensen: 'Jeg skal have flyet (repareret) mine plovjern først. Jeg haver spurgt, at ladefogeden haver truet mig, at han ville slå mig og høvle mig. Om han slår mig noget dert (på det sted), så dør jeg, for jeg duer intet og tåler intet at slås på.'
Og da de bar Hans Rasmussen hans hustru til jorden, så det første de tog liget op på akslerne, bad Lauritz Jørgensen vidnet, han skulle passe på og hjælpe ham at bære, for han kunne ikke selv, han duede intet'.

Og der kom flere vidner, som havde hørt disse ord, som skulle undskylde ladefogeden, skønt de snarere gjorde hans misgerning større, idet han havde mishandlet en svag mand, der ikke tålte hans hug.

Man kan sige sig selv, at når herskabet selv har en Birkeret og selv vælger en birkedommer, så skal der nok blive sørget for at dække over herskabets betroede mænd.
Det blev der da også. - Ladefogeden måtte dømmes efter alt, hvad der var fremkommet, men han fik en meget mild Dom:

'Endskønt det påstås, at Rasmus Ladefoged skulle have dræbt salig Lauritz Jørgensen ved disse hug og slag, så ses dog ikke af de førte vidnesbyrds udsigende, at han haver slaget ham til døde, eftersom han kunne pløje, til han kørte hjem. Der fandtes ingen tegn på den døde af hug og slag. Han klagede også tidligere over, at han var svag og 'indsyg', så kan vi ikke dømme Rasmus Ladefoged fra sit liv, men såsom denne ulykkelige hændelse haver tildraget sig, vides ikke rettere herudi at kende, end at Rasmus Ladefoged bør at lide efter loven og bøde for vådesgerning til den døde mands arvinger 40 lod sølv (20 Rdl.) samt i procesomkostninger 12 Rdl.'

Sidetop


Ulovlig omgang med brændevin

Det var ikke tilladt at fremstille øl og brændevin på landet. Det skulle man købe i købstæderne.
Der var mange retssager om overtrædelse af disse regler - her et eksempel fra Vester Egede:

Retssag 17. juni 1750. - Stævningen lød således: 'Da I gårdmænd i Vester Egede, nemlig Peder Nielsen, Morten Pedersen og Hans Andersen, husmand, samt gårdmænd Jacob Olufsen og Mads Jacobsen i Rønnede ikke alene skal have brændevinsredskaber i eders huse, men endog bruger brændevinsbrænding og -sælgning, der strider imod den kongelige allernådigste forordning af 30. april 1734, så for at få bemeldte kongelige allernådigste forordning efterlevet og slig ulovlig brændevinsbrænderi og krohold afskaffet, lader forvalter Christian Selschau af Gisselfeld eder alle hermed ankyndige stævning ved 8 dages mundtlig kald og varsel til at møde på Gisselfeld Birketing i Vester Egede onsdag den 17. juni, for der vidner, stævnede og ustævnede at afhøre, samt på spørgsmål at tilsvare og irettesættelse at modtage'.

Vidnerne var tyende hos disse mænd i Vester Egede. De havde set, at bymændene havde været forsamlede og havde drukket øl og brændevin for penge.
En af dem erklærede, at de havde lånt redskaberne hos degnen der i byen.
Forvalter Selschau forlangte, at de skulle bøde klækkeligt.

Der faldt dom: En af de anklagede, Morten Pedersen, blev frikendt. De andre fik bøder.
En af dommene lød: 'Thi kendes husmand Hans Andersen herved pligtig at lide og betale i straf 26 Rdl. og derhos, at hans brændevinskedel og -hat bør slås i stykker og ganske kasseres, hvilke straffepenge henfalder til det høje Herskab på Gisselfeld. Endvidere bør han betale sagens omkostninger med 2 Rdl. - alt inden 15 dage under lovens straf'.

Den ellers ret store bøde stod åbenbart ikke mål med fortjenesten ved brændevinsbrænderiet. Allerede i januar 1751 fik husmand Hans Andersen og gårdmand Peder Nielsen igen bøder for samme forseelse.

Sidetop


Krohold i Vester Egede

I et hus på matr.nr. 21 havde birkeskriveren haft bopæl indtil 1759 og her holdtes Gisselfeld Birketing i 10-15 år indtil 1765.

Senere blev der i huset drevet krohold efter en bevilling, der sidst blev fornyet i 1774 for Søren Jensen, hvis enke i 1779 solgte kroen til Gisselfeld Kloster.
Med erhvervelsen af dette privilegium havde det i øvrigt været Gisselfelds hensigt at flytte kroholdet til 'Doblerhuset', der lå ved den da meget benyttede landevej, som mellem Næstved og Køge gik gennem Hesede Skov og Bråby.
Den ansøgte bevilling hertil blev imidlertid nægtet, så enken fortsatte derfor med at drive kroholdet som fæster under Gisselfeld til sin død i 1790.
Privilegiet skulle nu fornyes, og ansøgning herom blev i marts 1791 indgivet til Rentekammeret.
Samtidig søgtes om tilladelse til at flytte kroen til en ny landevej, som da var afsat i næsten lige linje mellem Rønnede og Næstved.
Svaret kom i april samme år, og det ansøgte ikke kunne bevilges - bl.a. med den begrundelse, at kroen allerede i 1779 var 'befunden overflødig (et argument Gisselfeld selv havde benyttet, da man dengang ville flytte kroen til Doblerhuset).

Kroen blev derpå nedlagt (huset blev sandsynligvis nedrevet i midten af 1800-tallet).

- - - - - - - - - -

Der var strenge regler for krohold i en landsby - f.eks. måtte man ikke udskænke på søn- og helligdage (så der blev støj og lystighed på kroen), og stærke drikkevarer måtte man kun købe i den nærmeste købstad.

I 1778 kom kromand Søren Jensen for retten, og som vidner fremstod bondefogeden i byen, gårdmand Knud Andersen og Jørgen Jonassen.

De vidnede, at kromanden havde solgt øl og brændevin en søndag eftermiddag, og omkring klokken 8 blev der uenighed og trætte mellem gæsterne.
De havde iagttaget, at der skete udskænkning hver søndag - og det var gerne til overmål.

Kromanden fik en bøde på 10 rigsdaler + 4 rigsdaler i sagsomkostninger.

Året efter - i 1779 - var Søren Jensen igen for retten.
Denne gang havde han købt 2 tønder brændevin så langt borte som i Store Heddinge.

Sidetop


Ulovlig handel med tobak

Som med brændevinen så var det også forbudt, at private handlede med tobak.

Et par sager fra 1781 vidner om, at heller ikke disse regler blev overholdt.

I den ene sag var klageren en købmand Stennicke i Næstved. Den anklagede - Ole Christoffersen i Vester Egede - tilstod, at han havde solgt tobak til rejsende og bysbørn, men det var til samme pris, som de kunne få tobakken for i Næstved.
Klageren forlangte, at Ole skulle bøde 50 Rdl. og 3 Rdl. i omkostninger, men dommen lød på, at han skulle være aldeles fri for bøde, da han ikke havde drevet offentlig salg.

Den anden sag drejede sig om husmand Anders Olsen i Vester Egede, som en købmand i Køge beskyldte for at have solgt 'adskillige sorter tobak'.
Blandt vidnerne var Jens Andersen og hustru her i byen.
De vidste ikke bestemt, om Anders Olsen havde solgt tobak, men de havde da talt med hans kone, og hun havde selv sagt til dem, at hun og Anders gerne måtte sælge al slags tobak. Det var en 'vis høj herre i København, der for mandens lange og tro tjeneste som fodgarder havde tilladt ham dette salg'.
Køge-købmanden gjorde påstand om, at Anders Olsen skulle bøde 50 Rdl. plus 6 Rdl. i omkostninger, men retten skønnede, at da det eneste bevis var hustruens løse ord, så skulle han kendes aldeles fri - dog 'Siden Anders Olsens hustru utidigvis ved hendes fortælling havde givet anledning til dette søgsmål, så bør han betale denne sags omkostninger med 3 Rdl.'.

Året forinden havde skovrider Richardt i Denderup Vænge stået tiltalt for ulovligt salg af kaffebønner, snus- og røgtobak, sild, salt og andet.
Skovrideren indrømmede ulovlig handel, men tobak havde han ikke solgt, erklærede han.
Han blev hårdt dømt med en bøde på 50 Rdl. plus 5 Rdl. i sagsomkostninger.

Sidetop


En ægtepagt

I 1778 døde murmester Jens Andrup i Vester Egede døde 77 år gammel.

Hans efterladte enke - Anna Dorothea Ditlevsdatter - var da kun 31 år gammel, og hun blev året efter gift i Vester Egede kirke med Lars Wejersløw (60 år), som var skytte på Øbjerggård i Køng sogn.
Forinden havde hun dog sikret sig og sine aktiver i en ægtepagt:

'Jeg underskrevne Lars Wejersløw, skytte hos hr. etatsråd Ryberg, og jeg, Anna Dorothea Ditlevsdatter, afgangne murmester Jens Nielsen Andrups Enke i Vester Egede, har efter det imellem os med hinanden indgangne ægteskabsløfte vedtaget følgende ægteskabskontrakt i forening:

For at forekomme al mulig forsigtighed, på det jeg, Anne Dorothea Ditlevsdatter ved dette nu med min kæreste, Sieur Wejersløw, indgangne ægteskabsløfte og derpå med Guds bistand snart agtende fuldbyrdelse, ikke med en eller anden i tiden - det Gud forbyde - indløbne omstændighed skulle forringe eller tilsætte, hvad jeg og min forhen afdøde salig mand på en stræbsom og vindskibelig måde har erhvervet, og desårsag geråde i fattigdom, så er imellem os afhandlet, at alt hvad jeg er ejende, være sig guld, sølv, penge, bohave, tin, kobber, jernfang, senge- og gangklæder, uldent og linned, kreaturer og videre, som jeg efter indgangne ægteskab med Sr. Wejersløw med mig indfører til vores bo, ene og alene tilhører mig'
Derimod, hvad vi fra vores ægteskabs begyndelsesdato på en fælles stræbsom og vindskibelig måde måtte erhverve, bliver uden nogen forbeholdenhed som vores fællesbo at ansé.
Vester Egede d. 6. marts 1779'.

Anna Dortheas medbragte aktiver var i en specifikation vurderet til i alt 300 Rdl.:

Et skab med billedhuggerarbejde (2 Rdl., 4 Mk) - Et slagbord (2 Rdl.-4) - Et spejl i forgyldt ramme (2 Rdl.) -. En jernbunden egetræskiste (4 Rdl.) - En fyrretræs skak-seng med blåt og hvidt sintses omhæng (10 Rdl.) - Et te-bord med behørigt beslag (1 Rdl.) - En fyrre-dragkiste med behørig lås og beslag (5 Rdl.) - En mindre ditto (3 Rdl.) - 2 ruslæders stole (1 Rdl.) - Et lident egeskrin med lås og beslag (1 Rdl.) - En jern-bilæggerkakkelovn (12 Rdl.) - Et fyrrebord med egekorsfod (12 Rdl.) - En himmelseng med rød macheis omhæng (8 Rdl.) - Et stueur (14 Rdl.) - En lænestol (1 Rdl.) - 3 ruslæder stole (1 Rdl. 3 Mk.) - En tapparet (2 Mk. 8 Sk.) - En 4 lb. bismer (1 Rdl. 4 Mk.) - En ny olmerdugs overdyne (6 Rdl.) - En ditto hovedpude (5 Rdl.) - En ditto overdyne med blåt og hvidternet linneds overtræk (8 Rdl.) - En ny, blå digtens underdyne (8 Rdl.) - Desuden en mængde andet sengetøj og køkkentøj m.m.

Sidetop


Kommentarer og fejlrettelser bedes sendt til
vagnmc@gmail.com

 

gixmo.dk

Denne side er redigeret d.  11. december 2018